Tilbuddets fysiske rammer

Huset er centralt beliggende i Farums gamle bydel - tæt på kirken og det fredede område ved Storebjerg og Farum sø. Fra hoveddøren er der en kort spadseretur til bl.a. Farum Centrum med gode indkøbsmuligheder, skole, den gamle landsby, trafikforbindelser (bus og S-tog) samt de dejlige naturområder ved bl.a. Furesø og Farum sø.

Huset ligger i en kommune med folkeskoler, specialklasser, ADHD- og Autismecenter/skoler, øvrige specialskole tilbud samt en produktionsskole og uddannelses campus med HF, EUX, STX, HTX, EUD og VUC i nabokommunen.

image001.jpg

Byens idrætsfaciliteter såsom fitness, fodbold, tennis, squash og svømmehal ligger inden for cykelafstand, og det samme gør stationen - hvorfra man kan tage toget til Nørreport på 30 min.

Huset indeholder 5 værelser til de unge. Derudover 2 fælles stuer, 1 køkken/alrum, 2 fælles badeværelser samt soveværelse til personalet.

Udover hovedhuset er der et anneks med kontor og samtalerum, som også kan benyttes til samvær.

 Vi har en lille, hyggelig have samt en stor terrasse med grill, der lægger op til hyggelige grillaftener.

image004.jpg

Tilbuddets målgruppe  

Farum Hovedgade 72 har plads til fem unge i alderen 12-18 år med mulighed for at blive boende til det 23. år. Husets målgruppe er unge med psykosociale og/eller psykiatriske problemstillinger, som har behov for professionel og intensiv behandling. 

Metodisk tilgang

Vi arbejder ud fra en systemisk, løsningsfokuseret og recovery-orienteret tilgang med det enkelte individ i centrum. Ligeledes vil der blive arbejdet metodisk ud fra KRAP og mentalisering samt målrettet med natur/fritidsliv i lokalsamfundet.

Kerneværdien er, at vi præcist gør det, der virker i forhold til den enkelte unge, og vi er derfor fleksible i forhold til vores metodiske tilgang i arbejdet med de unge.

Hverdagen i huset er præget af stabilitet, forudsigelighed, ro og faste rammer med varme, nærvær og anerkendelse. Vi er aktive med de unge, og tilbyder faste aktiviteter som f.eks. kan være sport, spilleaftener og udendørsaktiviteter. Den unge har en fast ugentlig maddag og vaskedag samt deltager aktivt i rengøring og andre praktiske opgaver. Dette for at skabe læring hos den unge i forhold til indkøb, madlavning, sundhed samt økonomi og hverdagens praktiske gøremål, så den unge gøres klar til et selvstændigt voksenliv. Der er fokus på fastholdelse i eller motivation for uddannelse, hvorfor der også tilbydes lektiehjælp i hverdagen.

image005.jpg

Indskrivning 

Anbringende myndighed fremsender en kort skriftlig indstilling med angivelse af de fokuspunkter, der ønskes en indsats omkring samt aktuel handleplan og eventuel seneste udtalelse fra psykiatrien.

Når vi modtager en henvendelse, foretages en grundig visitation med henblik på at sikre, at tilbuddet kan matche den unges behov samt at den unge er en del af husets målgruppe. Desuden lægges der i visitationen stor vægt på sammensætningen af de unge; dette for at sikre optimale rammer for udvikling.

image003.jpg